Vil du spille på Folk Spot 2015?

By Folkemusik.dk |

Fra i dag og frem til den 19. marts kl. 12:00 er der åbent for ansøgninger om at spille på Folk Spot Denmark 2015.

Folk Spot Denmark er et showcaseprogram der foregår for fjerde gang 28. og 29. august i forbindelse med Tønder Festival. Folk Spot Denmark arrangeres af ROSA-Folk i samarbejde med Tønder Festival med støtte fra DJBFA.

Otte folk-, roots- og folkemusikbands eller -artister vil blive udvalgt til at spille en showcasekoncert på 30 min. for publikum og en række inviterede internationale branchefolk.

Ud over selve showcasekoncerterne vil der være møder mellem de optrædende bands og de inviterede branchefolk. Der forventes mellem 40-50 internationale branche- og mediefolk til Folk Spot Denmark 2015.

Der skal ansøges via: app.festivall.dk/application/OQAAAA

Det forventes, at man som ansøger er indstillet på at:

  • arbejde målrettet og intensivt med sin internationale karriere og at se Folk Spot Denmark som en investering i denne frem for et almindeligt spillejob på Tønder Festival.
  • spille showcasekoncert på Folk Spot Denmark 2015.
  • indgå i et sparringsforløb med ROSAs sekretariat i månederne før og efter Folk Spot Denmark. Forløbet inkluderer fysiske møder såvel som mail- og telefonkorrespondance.
  • deltage i et forberedende møde med to internationale gæster 1. juni 2015 i København. Er man forhindret i at deltage denne dag, så skriv hvorfor til fribo@folkemusik.dk inden du søger.
  • løbende afrapportere nye kontakter, jobs og andre effekter af Folk Spot Denmark i månederne efter showcaseprogrammets afvikling.
  • er indforstået med at koncerten optages på lyd og video og distribueres på nettet, til de internationale gæster og til en række øvrige radiostationer og fromidlere. Der gives ikke et særskilt honorar for dette til de enkelte orkestre, men alle brugere (radiostationer m.v.) skal betale normale rettighedsafgifter ved brug. Materialet er ligeledes tilgængeligt til fri afbenyttelse for de optrædende artister.

Udvælgelse
Alle ansøgninger vil blive prækvalificeret af ROSA, hvorefter et internationalt udvalg af fagfolk vil udvælge de endelige deltagere.

Du vil kunne forvente svar i løbet af april måned.

I ansøgningen skal du blandt andet

  • komme med en motivation for din ansøgning
  • redegøre for din hidtidige internationale karriere
  • opstille en række målsætninger for Folk Spot Denmark 2015
  • oplyse om nuværende og ønsket internationalt netværk
  • billedmateriale (helst i 300 dpi opløsning og mindst 5 x 5 cm i størrelsen)
  • 2-4 numre som .mp3-filer, som .aac/.m4a-filer (iTunes standard-format) eller som Ogg Vorbis-filer (.ogg/.oga)

Betingelser
Selve showcasen honoreres med en DMF-tarif pr. optrædende musiker.
Der gives almindelig festivalforplejning på koncertdagen og musikerarmbånd til musikere og crew. Der gives ikke overnatning eller gæstebilletter.

Like this Article? Share it!

Comments are closed.