Udenlandsk branche og medier sætter kursen mod Tønder

By Henrik Friis |

Mere end 25 internationale branchefolk kommer i weekenden til Tønder Festival. Her skal de deltage i seks Folk Spot Denmark-showcases. Tyske mediefolk gæster desuden Tønder, for at skabe øget fokus på festivalen i det nordtyske.

Tønder Festivalen har gennem mange år fungeret som udstillingsvindue – og brohoved til det internationale marked – for det den danske folk-scene. Den tendens understreges i år hvor to forskellige initiativer er sat i søen for at skabe yderligere udenlandsk interesse både når det gælder festivalen og den danske musik.

Folk Spot

Dels er der Folk Spot, som blev lanceret som begreb sidste år, og som i år præsenterer Trias, Nordens Tone, Asynje, Fromseier/Hockings, Tradish og Svøbsk over to dage (fredag og lørdag aften) – det sker i Visemøllen som Tønder Festivalen stiller til rådighed for projektet.

Det er Danish Roots – Growing in the World, der er tovholder for projektet og ud over koncerterne henter en række relevante internationale repræsentanter fra folk-branchen til festivalen:

Det gælder skribenten Andrew Cronshaw fra det britiske magasin fRoots, Patrick Loecker fra det belgiske agentur The House For Fine Folk Music og Gooikoorts Fesival, Hilde Bjørkum fra Førde Internationale Folkemusikfestival i Norge, den hollandske radiojournalist Aad van Nieuwkerk fra VPRO Radio 8, arrangøren Susanne Ebert fra tyske Kulturzentrum Büz , der har masser af danske folkemusiknavne på plakaten og Francis Edwards, der booker for den canadiske Mission Folk Festival. Projektleder Morten Alfred Høirup fortæller:

– Det er gode navne vi har fået hertil: Andrew Cronshaw har skrevet om nordisk folkemusik i 25 år og har indgående kendskab til den svenske og finske scene – nu skal han have et dansk brush-up. Patrick Loecker har ikke ”bare” et stort agentur men er også formand for en forening af folkemusikfestivaler. Hilde Bjørkum kaldes for ”Norges mest indflydelsesrige folkemusikmenneske” og er booker for Förde-festivalen. Aad van Nieuwkerk kommer decideret for at lave reportager om dansk folkmusik osv.osv.

– For ALLE gælder det, at de er dedikerede og kommer for udbrede sig om den danske musik – for journalisternes vedkommende – eller for at booke interessant musik til deres klubscener og festivaler, fortæller Morten Alfred Høirup som ud over at præsentere de udenlandske gæster for de seks Folk Spot-grupper yderligere står for et program med udflugt og en reception med præsentation af den vidt forgrenede danske folk-scene.

Tysk tilskuer-projekt

Denne sidste del bliver en anden stor international gruppe inviterede gæster også indbudt til:

For i et forsøg på med tiden at trække flere nordtyske tilskuere den potentielst store begivenhed og største folkfestival i deres nærområde, har det internationalt sammensatte Hamburg-agentur Factory 92 – i samarbejde med Tønder Festival – inviteret 17 personer til Tønder.

På mediesiden kommer folkmagazinet Roadtracks, NDR – Norddeutsche Rundfunks Nachtclub-redaktion (Nordtysklands P1), Deutschlandradios kulturredaktion (nationalradio 13-16 mio. lyttere i gennemsnit), collegeradioen Radio 98eins Greifswald, lokalradioen FRC Husum samt avisen Flensburger Tageblatt.

Fra den tyske musikbranche kommer bl.a. booking-agenturet Karsten Jahnke Konzertdirektion (et af Tysklands store på området), Herbert Grönemeyers indflydelsesrige pladeselskab Grönland Records og plademærkerne Adp Records samt Cargo Records, spillestedet Speicher Husum, PR-agenturet Oktober Promotion og noget så specielt som KoncertKultour, der excellerer i at lave cykelgarderober på festivaler! Ud over gæster fra Færøerne, G!Festival samt chefbookeren fra Luxemburgfestivalen Sonic Visions.

Samme tilskuer-projekt har i øvrigt allerede op til årets begivenhed fået slået på tromme for Tønder Festivalen via artikler, udsendelser, konkurrencer m.v. i diverse medier, musikblade, blogs m.v.

Like this Article? Share it!

Comments are closed.