Turdagbog: Memphis Boulevard goes Germany

By Folkemusik.dk |

I vores serie af dagbøger fra landevejen, skal vi med bandet Memphis Boulevard til Tyskland. Det er guitaristen i bandet, Hans Christian Bugge, der fortæller.

Dag 1:
Klokken er 04.30 og Mark, Henrik og Hans Christian sidder samlet i sidstnævntes folkevogn, der skal fragte orkesteret til Flensborg, hvor en lejet bil venter på, at køre os til mødestedet i Berlin. Forinden rammer vi Skanderborg og samler trommeslager Anders Rønne op. Vi når Flensborg i ro og mag, men efter at have ventet ved et lukket Sixt kontor – sammen med klargøringsmedarbejderne, som heller ikke kan komme ind på arbejde – vælger vi at blæse Sixt et stykke og køre sydover til Berlin vel vidende at guitaristens folkevogn ikke lever op til miljøkravene i Berlin. Rock’n roll…

I Berlin venter vores tyske mutter – Marion Freier. Det er hende, der har sat vores foreløbige fire tysklandsture op. Hun kender relativt meget til countrymiljøet i Tyskland og er medarrangør af en messe i Berlin – en slags Country SPOT – som vi har spillet på de sidst par år, for at opdyrke dette lille orkester i det ganske store Tyskland. Marion har tjek på alt fra hoteller til transport, hyre og booking. Så vi skal egentlig bare sætte os ind i hendes minibus og koncentrere os om at spille.

Denne tur er kun på tre dage og aftenens første job er i et westernland i Harzen. Tacky tænker du måske – og ja, det er ikke helt forkert. Selve jobbet begynder meget tungt. Folk er helt døde i sværen i 1 sæt, og klapper knapt nok. Vi kigger lidt på hinanden i pausen og bliver enige om at give den en på lampen og aftenen ender alligevel med ekstranumre og højt humør blandt publikum. Efter en godnatøl eller to tumler vi alle i seng – kun fire timer fra at have været vågne i et helt døgn.

Dag 2:
Orkesteret er allerede ved at få vaner – og især her i Harzen, hvor vi har været et par gange. De faste løberuter bliver testet af guitarist og bassist. Ikke særligt rock’n roll agtigt, men meget godt for kroppen efter mange timer i bil den foregående dag.

Denne aften skal vi spille i en sal med plads til 1500 mennesker til i bikerweekend. Vi laver lydprøve ved middagstid. Salen er stor, og vi er lidt spændte på, om der kommer mennesker nok om aftenen, til at fylde lokalet bare nogenlunde ud.

Som dagen går ruller flere og flere bikere ind, og da vi går på om aftenen er salen fyldt. Og denne aften er publikum helt anderledes oplagt. Vi sælger cd’er og ejerne af stedet er klar til at booke os igen næste år.

Selvom country også er en niche i Tyskland giver det god mening at forsøge at udvide markedet for orkesteret dernede. For nichen er stadig større end den er i Danmark. Og det er jo nemt at køre derned i forhold til så mange andre steder. At vi så også har den luksus, at have Marion til at køre bussen og tage sig af alt det praktiske samt booke jobbene, gør det jo bare endnu mere attraktivt.

Dag 3:
Denne aften skal vi spille i Berlin. På trods af en række tømmermænd, bliver vi enige om at køre tidligt. Vi vil gerne nå at vandre lidt rundt i Berlin inden aftenens job. På vej i bussen er der relativt stille, da tre fjerdedele af orkesteret ikke kunne snøvle sig i seng aftenen før. Vi rammer dog Berlin i god ro og orden og får drukket noget kaffe og vandret lidt rundt.

Om aftenen skal vi spille på et spillested i det gamle Østberlin, der har specialiseret sig i countrymusik. Det er ganske kontrastfyldt at befinde sig i en meget østtysk betonbygning og møde folk i cowboystøvler og cowboyhat.

Jobbet går fint og aftenen slutter med en snak med mutter Marion om den næste tur til oktober. Dagen efter går turen tilbage til Danmark igen. Weekenden efter skal vi igen til Tyskland – denne gang Hamborg og spille på en af årets første udendørs festivaller.

Bandet:

Mark Schedler, sang og guitar
Anders Rønne, trommer
Henrik Poulsen/Jesper Holst Andersen, bas og kor
Hans Christian Bugge, guitar og kor

Like this Article? Share it!

Comments are closed.