SPOT15: Møde mellem dansk og kinesisk folkemusik

By Søren Jensen Lund |

I efteråret 2014 var Phønix i Kina i forbindelse med en stor tværministeriel kultursatsning. Her deltog folkemusikorkesteret som en del af et fremstød for børnekultur og var desuden med til at åbne Det Danske Kulturinstitut i Beijing i et musikalsk samarbejde med den kinesiske guzheng-spiller Sangka.

– Samarbejdet med Sangka var sådan set en bestilt opgave fra kulturinstituttet, men vi var på den med det samme. Vi syntes, at sådan nogle kulturudvekslinger og musikermøder er noget af det mest spændende. Vi udvekslede et par musikfiler inden vi mødtes og nåede at få en fornemmelse af at hendes instrument, fortæller Anja Præst, der spiller klarinet og basklarinet i Phønix.

Sangka spiller på en guzheng, som er et strengeinstrument på cirka en halvanden meter. Den har nogle lange strenge, som hun knipser med højre hånd, mens hun kan variere tonen med venstre hånd. I følge medlemmerne af Phønix ”lyder det fuldstændigt af Kina”.

Jesper Vinther, der spiller harmonika i Phønix uddyber:

– Den kinesiske lyd er jo meget anderledes end den danske. De har den her pentatone lyd, som man jo kender fra når man parodierer kinesisk musik. Det er meget begrænset i sit omfang, men stadigvæk en meget stor lyd, fordi der er så meget klang i det her instrument, hun spiller på. Sangka bruger meget improvisation, også mere end vi måske umiddelbart gør i dansk folkemusik, så det er udfordringen for os at tage den op og også gå ind på de præmisser, hun spiller musik på. Det er en del af den udveksling, vi laver. Vi kommer måske meget med faste melodier og faste sange, som er udgangspunktet, og hendes udgangspunkt er ligeså meget improvisation, som det er rigtige melodier eller færdige melodier.

Ved koncerterne i Kina var det Phønix’ materiale der blev spillet. I numrene var der givet plads til Sangkas improvisationer, og ellers fyldte hun et lag på musikken. På SPOT Festival mødes Phønix og Sangka for første gang på dansk grund, men allerede nu er der en efterårsturné i støbeskeen. Her vil medlemmerne af Phønix i højere grad prøve kræfter med den kinesiske tilgang til musikken:

– Vi kunne simpelthen mærke, at der var mere at komme efter. Vi kunne mærke, at det kun var toppen af isbjerget, vi havde fået lov til at se. Vi havde enormt meget lyst til at dykke ned i hendes musik og finde ud af hele den kinesiske folkemusikverden og prøve at gøre det omvendt, så når vi mødes her til SPOT Festivalen, så skal det også være Sangkas numre, der bliver danskificeret, så det ikke kun er Phønix’ danske folkemusik, der bliver kinaficeret, slutter Anja Præst.

Phønix feat. Sangka,  fredag, kl. 19.15, Musikhuset – Lille Sal

Like this Article? Share it!

Comments are closed.