SPOT15: Lukkif og Rumpistol krydser genremæssige grænser

By Søren Jensen Lund |

Jullie Hjetlands kraftfulde og unikke stemme har i flere år været kendt på den danske folkemusikscene, og som en del af orkestre som Færd og Nordens Tone har hun også vakt opsigt i udlandet. Hendes seneste projekt var Hjetland & Ulvsand, et duo-samarbejde med Jens Ulvsand, der også spiller bouzouki og guitar i SPOT-aktuelle Trio Mio.

Nu åbnes posen for Lukkif, som er Jullie Hjetlands soloprojekt. Her tager hun folkemusikken med sig på en rejse ud i et elektronisk musikunivers, hvor Rumpistol, med det borgerlige navn Jens Christiansen, er guide, producer og medspiller. Resultatet er albummet Båden, der forventes at udkomme senere på året. Men allerede i maj, kan Lukkif opleves på SPOT Festival som en del af ROSAfolk-programmet. Folkemusik.dk mødte Jullie Hjetland i øvelokalet på Amager til en snak om pladens tilblivelse og den ikke altid lette kunst, at kombinere folkemusik og elektronisk musik.

”Jeg havde lyst til at tage den folkemusikalske baggrund, jeg har, og aldrig nogensinde kommer til at løbe fra, et andet sted hen. Det var enormt spændende at møde Jens, for han har en helt anden måde at arbejde på. Alting er i hans studie, og det er dér processen er, så det er i mixing-fasen, at alt det kreative foregår. Det synes jeg, har været mega-inspirerende. Udover det er han bare vildt sød og helt vildt rar og arbejde sammen med. Vi har fået et rigtigt godt samarbejde, og udover det, så har han lyst til at være med til at spille live, så han kommer med på SPOT,” fortæller Jullie Hjetland.

Med på pladen og til koncerten på SPOT Festival er desuden kollegaen fra Nordens Tone, Hans Mydtskov og hans søn Hasse Mydtskov, der spiller trommer. Hans Mydtskov har sammen med Jens Christiansen været tæt på produktionen af pladen, og netop kombinationen af disse to har ifølge Jullie Hjetland været givende:

”Hans er god til at høre – han kender mig rigtigt godt vokalmæssigt. Jens var rigtig god til alt det tekniske og det mere overordnede overblik.”

Foruden at synge spiller Jullie Hjetland på det kenyanske strengeinstrument obukane, der via diverse effekter og loops står godt til det elektroniske lydbillede. Men også lyde fra hverdagen, har fundet vej til Jens Christiansens studie.

”Jeg kom med alle sangene og havde lavet noget MIDI og nogle optagelser på forhånd. Sprinkler ude fra en have. Jeg er kommet med disse bidder til ham, og han har optaget noget fra sit keyboard. Blandt andet, så lavede han en fed ting med at indspille nogle strygere – altså bare MIDI-strygere – og kopiere dem til et kassettebånd. Så hev han indmaden af kassettebåndet ud, krøllede det lidt, rullede det tilbage igen og lagde dem oven i det samme spor sådan at strygere der låSPOT ikke blev for pæne. Så det har handlet om, at få noget kant på helt fra start,” forklarer Jullie Hjetland.

Hvorfor har du behov for at få de noiseelementer ind i din musik?

”Fordi jeg synes, at musik er mange ting. Jeg er meget inspireret af kunstnere som Maja Ratkje. Jeg synes Björk er rigtig god til det, og der er mange kunstnere, som man ikke hører så meget om, som er rigtig gode til at implementere hverdagslyde og høre det som musik. Så synes jeg, det er snævert ikke at tænke, at man kan bruge det som et redskab,” fortæller Jullie Hjetland.

Lukkif er langt fra det første forsøg på at kombinere den elektroniske musik med folkemusik. Ifølge Jullie Hjetland er det ikke en let disciplin, fordi man har svært ved at give slip på sit eget.

”I det her tilfælde med Jens og jeg, synes jeg, vi har været interesseret i hvad hinanden kunne, så vi nærmest har kunnet tage lidt fra hver genre og overføre det. Jeg føler nogen gange at elektronisk musik og folkemusik kan blive et clash, fordi man så gerne vil, men man holder fast i sit eget. Jeg har måttet sluge nogle stoltheder ind imellem, og det samme har Jens. Men ikke på nogen dårlig måde, synes jeg. Vi har lært af hinanden. Det det også kan tilføre er, at det kan tage det et andet sted hen i forhold til publikum. Jens bliver måske lige pludselig lidt mere kendt på folkemusikscenen, og jeg kommer måske lidt mere i kontakt med den elektroniske verden. Hvis man skal tænke sådan rent taktisk, så kan det give lidt mere arbejde og simpelthen en større kontaktflade,” slutter Jullie Hjetland.

Lukkif,  fredag kl. 15.45, Radar

Like this Article? Share it!

Comments are closed.