Den nye Aarhus Folk Festival ønsker at udbrede folk-musikken

By Olivia Aguilera Malinovsky |

Ugelang festival slår 2.-9. oktober dørene op for koncerter, workshops, udviklingsprojekter m.v. på adskillige aarhusianske spillesteder.

2.-9. oktober finder Aarhus Folk Festival sted for første gang. Festivalen er, som navnet antyder, lokaliseret i Aarhus, og arrangørerne bag festivalen er KulturGyngen i Mejlgade og booking-bureauet Folk Booking Denmark, som er med i den arbejdsgruppe, der nu er i gang med at arrangere festivalen.

Samarbejdspartnerne har udviklet en festival, der kommer til at have Gyngen som omdrejningspunkt, men som også finder sted på bl.a. Café Vestergade, Atlas, Fairbar, Vinylrock Café, Gyngen, Waxies og Musikhusets Foyer.

Som folkene bag festivalen selv udtaler, er der fokus på koncerter med ”højt kunstnerisk niveau
indenfor dansk, nordisk, europæisk og nordamerikansk musik, samt inddragelse af roots- og
verdensmusik, singer-songwritere, crossover-projekter og lokale traditionelle musik- og dansemiljøer”. Festivalen skal, ud over koncertoplevelser, stå for workshops, udviklingsprojekter, cd-release, dans og jam sessions.

At festivalen ligger i Aarhus skyldes, at folkene bag festivalen ønsker, at udvikle og styrke netop den folk-musik, som er at finde i byen:

– Målet med Aarhus Folk Festival er at udbrede folk-musikken – at få den ud til en bredere ramme af folk, fortæller Mianne Høj fra Gyngen, og fortæller videre, at arrangørerne bag festivalen er folk, ”som brænder for folk-musik og som ønsker, at dele musikken med andre, ved at synliggøre den og gøre den mere tilgængelig”.

Folk-musikken er ikke stationær, mener Mianne Høj og siger, at der sker meget nyt inden for netop denne genre. Det er dét Aarhus Folk Festival ønsker at vise frem, så man kan lære musikken og dens musikere bedre at kende. For selvom den ugelange festival måske starter relativt stille ud, så er planen, at den skal vokse sig større i fremtiden.

Programmet på Gyngen i forbindelse med Aarhus Folk Festival kan ses her…

Resten af programmet offentliggøres på et senere tidspunkt.

Like this Article? Share it!

Comments are closed.