Ny netradio-kanal med folkemusik

By Folkemusik.dk |

ROSA vil i samarbejde med Erling Olsen fra GO’ Danish Folk Music i det nye år lancere en ny netradio-kanal, der streamer dansk og nordisk folk- og roots-musik.

”Efter DR i sin tid lukkede ned for de genrebaserede internet-kanaler, der blandt andet talte DR Folk og DR Spillemand, har der været et behov for en radiokanal, der beskæftiger sig med folk- og roots-musik,” siger Erling Olsen, der har pladeselskabet GO’ Danish Folk Musik og i 2011 var medinitiativtager til at starte en internetbaseret folk-radio-kanal.

Projektet er siden løbende blevet udviklet og nu med ROSA i en ny projektorganisation klar til at gå i luften. Projektet er blevet støttet af Folkemusikudvalget under World Music Denmarks Public Service Pulje.

ROSA har indgået en aftale med KODA og Gramex om rettighederne og kanalen vil være klar til at gå i luften den 1. februar

På den nye netradio-kanal vil man kunne lytte til dansk og nordisk folk-musik, og der vil desuden være blokke med journalistisk indhold. Fx er der lavet en aftale med Den 2. Radio om at få lov til at streame Folk Danmark-udsendelserne, der er tilrettelagt af Morten Alfred Høirup, der også fungerer som redaktør for den nye kanal.

”Ikke bare fra Danmark men også fra udlandet, har der været ønske om et sted, hvor man kan lytte til dansk og nordisk folk- og roots-musik, og følge med i hvad der sker på scenen. Derfor er det kærkomment, at vi nu lancerer radiostationen,” siger Morten Alfred Høirup.

Den endelige lancering vil ske den 1. februar, og allerede nu kan du kontakte Morten Alfred Høirup på email mah@folkemusik.dk hvis du har lyst til at lave en playliste eller har idéer til journalistisk indhold.

Like this Article? Share it!

Comments are closed.