Folk Spot ’15: Otte navne klar til Folk Spot Denmark 2015

By Folkemusik.dk |

Syv danske og et enkelt norsk navn er på programmet på Folk Spot Denmark 2015 – en showcase ROSAfolk arrangerer i samarbejde med Tønder Festival. Folk Spot Denmark 2015 kommer til at foregå den 28.-29. august på P4-scenen på Tønder Festival, og her vil publikum kunne opleve syv af de stærkeste navne på den danske folk-scene, samt norske Erlend Viken Trio, der præsenteres i samarbejde med FolkLarm i Oslo.

Folk Spot Denmark er målrettet den internationale musikbranche og er et udstillingsvindue for den danske og nordiske folk- og roots-musik. De internationale gæster er håndplukket udfra at skabe de bedste rammer for både gæster og artister. De syv danske navne er udpeget af en jury bestående af danske og internationale branche- og mediefolk. Det norske navn er valgt af den norske showcase-festival FolkeLarm, som ROSAfolk før har samarbejdet med – blandt andet sidste år, hvor Elin Kåven optrådte på SPOT Festival og Fromseier / Hockings til gengæld fik en plads på FolkeLarms showcaseprogram.

Det er muligt at opleve alle Folk Spot Denmark-showcases med et almindeligt armbånd til Tønder Festival.

De otte bands, der præsenteres på årets Folk Spot Denmark repræsenterer et bredt udsnit af folk- og roots-scenen lige nu. Der er sangskrivning i international klasse, melodier med dyb forankring i danske og norske folkemusiktraditioner og americana med et tydeligt nordisk islæt.

Northern Assembly (DK)
Hver for sig er Dina Danielsdatter og Andreas Bevan vokset op mange forskellige steder i verden. Ved en tilfældighed mødtes de, og det blev til en bunke sjælefulde sange om hjemve, om at længes og om at søge efter håb og tilholdssted i livet. Duoen blev til en kvartet, og magien var der fra starten. Northern Assembly internationale folk af høj standard, og det kan høres på debut-EP’en, der kom sidste år. Siden har gruppen været i gang med nyt materiale produceret af Aske Bode, der desuden har siddet bag knapperne for Hymns From Nineveh og The Eclectic Moniker.
http://www.northernassembly.com

Lukkif (DK)
Jullie Hjetland og Rumpistol har en fælles kærlighed til den nordiske urkraft, og denne kanaliseres ud gennem duoens elektroniske stemningsunivers. Jullie Hjetland har med en tydelig nordisk klangbund i sin vokal markeret sig på den danske folkemusikarena, og Rumpistol er anerkendt for sin legende tilgang til elektronisk musik. Sammen skaber de en inderlighed og et nærvær, der varsler en ny æra for den nordiske folkemusik.
https://www.facebook.com/lukkifmusic

Ida Wenøe & The Silver Cords (DK)
Som en del af trioen Boho Dancer skabte Ida Wenøe i 2013 opmærksomhed på den danske musikscene med pladen ”Gemini”. Det bragte Boho Dancer ud i Europa, hvor det blandt andet blev til en koncert på den engelske Cambridge Folk Festival. Nu er triosamarbejdet sat på pause, og Ida Wenøe er klar i et nyt setup, hvor hun i højere grad dyrker det autentiske og upolerede. Solodebutten ”Time of Ghosts” forventes at udkomme til september i år.
https://www.facebook.com/idawenoe

Jansberg (DK)
Med traditionerne på rygraden har Henrik Jansberg i en årrække skrevet og spillet musik, der udvider rammerne for den danske folkemusik. Tre albums, to Danish Music Awards og en masse koncerter i Danmark og udlandet har gjort Jansberg til en af de største eksponenter for den nye danske folkemusik. Det seneste album “Terra Nova” udkom i foråret, og her har Jansberg med stor succes ført elektroniske elementer til det ellers akustiske udtryk.
http://www.jansberg.com

Maja & David (DK/QUE)
Maja Kjær-Jacobsen er rundet af midtjyske sang- og folkemusik-traditioner, og David Boulanger fra Quebec har bl.a. gennem sit arbejde med gruppen La Bottine Souriante været i spidsen for sprede den fransk-canadiske musik til det nordamerikanske kontinent og videre ud i verden. Deres fælles debut ”Nord” udkom i 2013, og fik masser af god omtale. Efterfølgende har duoen turneret i Canada, USA og Europa, og i løbet af 2015 lander duoens andet album.
http://www.majandavid.com

Phønix (DK)
I over 20 år har Phønix været et af de mest toneangivende bands på den danske folkemusikscene. Bandets helt unikke lydunivers har ført dem rundt i store dele af verden, på de største folk festivaler såvel som de mest intime klubscener. Phønix har udgivet syv album og er i øjeblikket aktuelle med pladen “Nu”, der indeholder danske folkeviser og sange i nye fortolkninger og arrangementer.
http://www.phonixfolk.dk

M.C. Hansen (DK)
Med guitaren på ryggen og sangposen fuld har M.C. Hansen rejst verden rundt. På sine musikalske opdagelsesrejser, fra Yukon i nord til Texas i syd, har M.C. Hansen hentet inspiration til det, han selv kalder scandicana – skandinavisk musik i amerikansk forklædning. Han har desuden mødt masser af musikere på sin vej, som han har inviteret til Danmark og turnéret med sammen med sit band The Sentimentals.
http://mchansen.com

Erlend Viken Trio (NO)
Kombinationen af de stærke norske folkemusiktraditioner og en generation af talentfulde musikere, der tør eksperimentere med det traditionelle materiale, har gjort Norge til et af de mest interessante folkemusikalske lande. Erlend Viken har både arbejdet i dybden med den norske traditionsmusik og skrevet ny musik, blandt andet til det succesfulde danseensemble Frikar. Sidste år kom soloudspillet som trio ”Frie Tøyler”.
https://www.facebook.com/erlendvikentrio

Like this Article? Share it!

Comments are closed.