Ballet er forbi

By Gunnar K. Madsen |

Akkompagneret af den altid levende debat om, hvad folkemusik er, i hvilke kasser den hører hjemme, og hvem, der har ejerskabet til musikken, forlader ROSA spillet og dansegulvet i god ro og orden, og takker af efter 4 års arbejde, som operatør, tilskudsgiver og sparringspartner for de dele af folkemusikken, som det forrige Projektstøtteudvalg for Musik bad ROSA om at tage på sig for fire år siden.

ROSA gik ind i arbejdet med hjertet forrest, med stor energi, stor omhu samt alle de netværk og kompetencer, vi har kunnet byde ind med såvel nationalt som internationalt.

Vi forlader arbejdet – ikke fordi vi selv ønskede det, men fordi Folk Danmark og det nuværende Projektstøtteudvalg for Musik ville noget andet. “Der var behov for en forandring”, var den eneste officielle forklaring.

Vi anerkender Projektstøtteudvalgets fulde ret til at ryste posen – og vi blev da også noget rystede!

For Projektstøtteudvalgets beslutning var overraskende og processen med at stable en ny organisation på benene allerede pr. 1. januar 2017 er siden sensommeren gået over stok og sten.

Projektstøtteudvalget har den 4. november 2016 søsat den nye organisation – der er bygget op omkring den hidtidige verdensmusikforenings (World Music Denmark) administrative platform. Denne organisation – WF2017 – skal varetage både verdens- og folkemusikkens interesser som ét fælles tilskudsområde.

Ingen kan vide om, eller for hvem, denne model bliver til det bedre eller værre! Men modellen og den nye organisation skal naturligvis have en fair chance for at bevise sit værd.

Rent musikpolitisk er jeg mest ærgerlig over, at dansk folkemusik nu ikke længere er et selvstændigt genre-område under musikloven. Jeg synes ikke, der har været argumenter fremme, der entydigt har godtgjort, at dansk folkemusik ikke fortsat skulle kunne danne grundlag for en genremæssig selvstændighed.

Da ROSA indvilligede i at overtage driften af folkemusik-området, var det nemlig et specifikt krav fra ROSAs side, at folkemusikken skulle beholde sin faglige selvstændighed på lige fod med andre genre-udtryk.
Derfor er folkemusikken i ROSAs regi blevet administreret som en særskilt søjle – adskilt fra, og på lige fod med, rockmusikken i forhold til opgaver, projekter, økonomi etc.

Men som nævnt indledningsvist er holdningerne mange og forskellige, når det gælder dansk folkemusik – især måske i forhold til områdets musikpolitiske status.

Fra den 1. januar 2017 kan alle, der hidtil har søgt ROSA om støtte derfor henvende sig til WF2017s sekretariat eller formand, hvis man søger hjælp, støtte eller faglig sparring.

Med en fortsat kærlighed til musikkens mange udtryk og med respekt for alle de dygtige og flittige mennesker, vi har lært at kende, siger vi derfor tak for fire spændende, udfordrende, men også resultatrige år.

Tak til mennesker, foreninger og institutioner, der åbent har arbejdet for folkemusikkens interesser – ikke altid i enighed, men altid dybfølt.

Godt nytår og god vind til alle.

Gunnar K. Madsen, 04-01-2017

NB: I samarbejde med vores egen SPOT Festival og Tønder Festival fortsætter vi udviklingen af den internationale formidlingsplatform for dansk folkemusik, Folk Spot Denmark.

Like this Article? Share it!

Comments are closed.