Foto: Jacob Gøtzsche

“Tag den nu alvorligt!”

By Søren Jensen Lund |
Gaffa gav Kristian Leth og Dreamers’ Circus fem ud af seks stjerner, efter en velbesøgt showcase på SPOT Festival. Folkemusik.dk fangede dem efter koncerten til en snak om inspirationerne fra folkemusikken og musikken omkring os. (Foto: Jakob Gøtzsche)

”Vi rejser verden rundt for at opdage ny folkemusik, og så kalder vi det bare for world. Men vi behøver ikke at rejse til Mali, Bali eller andet der ender på -ali for at finde noget af det bedste i genren. Det ligger lige under næsen på os herhjemme. Tag den nu alvorligt!”

Ordene kommer fra Kristian Leth, der sammen med trioen Dreamers’ Circus giver koncert på Caféscenen i Musikhuset under SPOT Festival. De fleste publikummer på festivalen kender Kristian Leth som frontmand i The William Blakes og hans stemme fra forskellige radioprogrammer blandt andet på 24syv, men denne lørdag eftermiddag er hans røst dedikeret folkemusikken.

Sønderhoning i “Fremmed Land”

”Jeg er selv vokset op med den danske højskolesangbog, og min mor har både sunget jazz og alle de her danske sange,” fortæller Kristian Leth, da folkemusik.dk fanger ham og de tre medlemmer af Dreamers’ Circus efter koncerten. ”Jeg begyndte at undersøge det her med folkemusik, og faktisk vidste jeg slet ikke, den stadig eksisterede, fordi den ikke rigtigt bliver spillet de steder, man kommer, hvis man ikke er en del af folkemusikmiljøet.”

På sin solo-plade ”Hjemad” lader Kristian Leth sig inspirere af nordiske folkemusiktraditioner, og i øjeblikket er han i gang med at lave tekster til traditionelle folkemelodier. I forbindelse med Mungo Park Teatrets opsætning Honingkagebyen har han skrevet teksten ”Fremmed Land” til en traditionel sønderhoning-melodi.

Kristian Leth arbejdede for første gang sammen med Dreamers’ Circus, da han i 2011 blev bedt om at være instruktør på koncert-konceptet ”60 Minutes of Dreams”, hvor Dreamers’ Circus sammen med Sjællands Symfoniorkester arbejdede i spændingsfeltet mellem folkemusik og klassisk musik.

Fra Diamanten til pubben

”Jeg blev spurgt af drengene og Uffe (Savery) fra Sjællands Symfoniorkester om at lave den her koncert sammen, hvor jeg skulle agere en slags kunstnerisk rådgiver, og det var som sendt fra himlen. Og så begyndte vi at hænge ud og spille. Det var en stor oplevelse for mig, at efter vi havde spillet i Den Sorte Diamant den sidste aften – en stor koncert og det var megafedt – så gik vi ind på en pub, og så startede det ligesom for alvor. Den der levende musiktradition er jeg meget fascineret af, og det har jeg så arbejdet med – lidt på min første plade – og nu på den næste. Så sådan startede det.”

Dreamers’ Circus blev inviteret på scenen ved The William Blake’s fastelavnskoncert i Amager Bio, og begejstrede med en nordisk folkemusiklyd, der var eksotisk for de fleste publikummer. Men det er ikke kun publikum, der flytter sig.

”Kristian er rigtig god til at skubbe ens grænser,” siger Nikolaj Busk, der spiller harmonika og piano i Dreamers’ Circus. ”Man flytter sig, og så skubber han endnu mere. Selvfølgelig bliver man sur, men så griner han og skubber en gang til. Det er sådan noget Kristian er helt vildt god til. Da vi lavede det første projekt med Sjællands Symfoniorkester, var det som at få en fjerde mand ind i orkesteret, som påvirkede vores musik og vores udtryk helt ekstremt meget.”

Inspiration mange steder fra

Dreamers’ Circus er opstået som en kobling mellem den klassiske musik og folkemusikken. Det skete i forbindelse med violinist Rune Tonsgaard Sørensens afgangskoncert på konservatoriet, hvor Nikolaj Busk og den svenske cittern-spiller Ale Carr var inviteret med på scenen. Alligevel er blandingen af genrer ikke noget, medlemmerne af Dreamers’ Circus bevidst tænkte over.

Kristian Leth og Dreamers' Circus optager video med holdet fra Powerclap og Alliance Dangeruese. Foto: Powerclap.dk

Kristian Leth og Dreamers’ Circus optager video med holdet fra Powerclap og Alliance Dangeruese. Foto: Powerclap.dk

”Når vi står og spiller, så spiller vi, og så er vi i den musik vi ligesom er i,” forklarer Rune Tonsgaard Sørensen. ”Men selvfølgelig samler vi en masse inspiration alle mulige andre steder fra. Det gør man jo som musiker i det hele taget. Jeg kender mange klassiske musikere, som lidt har skyklapper på, og jeg var måske heldig at komme ind i nogle lidt andre kredse, og nu spiller med Dreamers’, med Kristian og med alle mulige andre. Men man får jo indtryk alle mulige steder fra, og så bliver det selvfølgelig altid et unikt udtryk, men det er ikke noget med, at vi sætter os ned og siger, at nu skal vi sgu spille klassisk, og nu skal vi have en jazz-solo. Det prøver vi at vige bort fra.”

Ale Carr supplerer:
”Vi har lavet disse projekter, hvor vi bevidst har arbejdet med at blande klassisk musik og folkemusik, og prøve at spille nogle ”klassiske” klassiske værker, og fortolke dem på en folkemusisk måde, men det har været som et sidespor. Den musik vi spiller som trio, er bare det, der sker, og er ikke bevidst en blanding.”

Åbne op for nye steder at spille

Hvad kan I bruge SPOT Festival til?

”Jamen, det er bare fedt at få lov til at spille på SPOT Festival, og det så ud som om, der var rigtig mange mennesker,” siger Rune Tonsgaard Sørensen. ”Vi har et rimeligt personligt udtryk, og jeg tror, den koncert, vi har spillet, vil være noget folk kan huske efter SPOT-festivalen. Der er jo mange fantastiske bands her på SPOT, men jeg tror, vi skiller os lidt ud fra de andre bands.”

Nikolaj Busk fortsætter: ”Hele den her tanke om at fusionere to forskellige artister – det er jo egentlig det vi gør – kan måske åbne op for nogle nye steder at spille både Dreamers’ Circus og for Kristian. Her kan SPOT Festival være en rigtig god platform, fordi der kommer mange branchefolk her, der ikke direkte er fokuseret på folkemusik. De vil høre det her som bare værende musik, og som måske synes, det kunne være fedt at få ud på et rytmisk spillested, en jazzklub eller hvor det nu måtte være, og som måske vil betragte det her på samme måde, som vi selv betragter det; at musik og musik, og at musikken ikke fortjener at blive sat i bås, og blive trukket igennem nogle grænser og nogle genrebetegnelser. Det her er en åben legestue, som kan fungere ligeså godt i en folkemusikforening, som det kan på et regionalt rytmisk spillested.”

Dreamers’ Circus udgiver den første juni sit første album i fuld længde. På pladen, der hedder “A Little Symphony”, får Dreamers’ Circus blandt andet besøg af fløjter fra orienten, ti gyldne mæssingblæsere, strygekvintet og pauker.

dreamerscircus.com

soundcloud.com/dreamerscircus

 

 

Like this Article? Share it!

Comments are closed.